Der er mange fordomme om ADHD – vi forsøger at nedbryde dem ved at udbrede viden om dette handicap
A’et står for Attention = Opmærksomhed
D’et står for Deficit = Underskud (eller manglende overskud)
H’et står for Hyperactivity = Hyperaktivitet (eller indre rastløshed)
D’et står for Disorder = Lidelse
ADHD er en diagnose, som stilles til både børn og voksne, som har problemer med hyperaktivitet, impulsivitet og/eller uopmærksomhed. ADHD er et neuropsykiatrisk handicap, der kan behandles med både psykoterapi og medicin.Udtrykket DAMP har tidligere været anvendt (hovedsagligt i skandinavisk litteratur) for at beskrive de patienter, der har betydelige motoriske problemer ud over ADHD diagnosen. Dette udtryk er nu mere eller mindre udfaset og erstattet med ADHD.
ADD er ADHD uden hyperaktivitet. Disse børn er ofte mere rolige end børn med ADHD diagnosen, og det kan derfor tage længere tid at stille en ADD diagnose og dermed igangsætte den nødvendige behandling.
Mennesker med diagnosen ADHD har ofte andre neuro-psykiatriske lidelser såsom Tourette syndrom, Aspergers eller OCD. Symptomer på autisme kan også være til stede.
Udover rene indlæringsproblemer indebærer impulsiviteten også, at det kan være svært at fungere optimalt i sociale situationer. Dette kan i sidste ende føre til stigmatisering og udelukkelse i sociale sammenhænge. For børn kan det betyde et knæk for livet. Derfor er det ved mistanke om ADHD vigtigt, at personen undersøges af en psykiater, og at en evt. diagnose kommer frem i lyset. Derefter kan de rette tiltag foretages og en behandling skræddersys, så vedkommende kommer til at fungere så optimalt som muligt.
Det er vigtigt at påpege, at mennesker med ADHD ikke på nogen måde har en lavere intelligens end andre. Det er deres handicap, som gør det vanskeligt for dem at fastholde koncentrationen og dermed bliver indlæring ofte problematisk.
Der er forskellige forklaringer på, hvordan ADHD opstår. Den stærkeste årsag er arvelighed. Andre årsager kan være af social og miljømæssig art, og endvidere tyder det på, at der er forskellige risikofaktorer forbundet med graviditet og fødsel, som kan have betydning. Nogle undersøgelser peger på, at stofmisbrug og underernæring under graviditeten kan påvirke udviklingen af ADHD.
En ufuldkommen funktion af hjernens ”ledningssystem”, hvor mangel på centrale transmitterstoffer (dopamin og noradrenalin) er udtalt, kan påvirke aktiviteten i forhold til impulskontrol, planlægning og koordinering (de såkaldte udøvende funktioner).
Tidligere mente man, at børn voksede fra diagnosen ADHD, men i dag ved vi, at mange fortsat vil have et handicap i deres voksne liv. Det har medført, at flere og flere voksne ønsker at blive undersøgt for AHDH for at søge en forklaring på deres vanskeligheder.
